Jeg så det sidste afsnit af Merethes mave i går aftes og for første gang gik det rigtigt op formig, at hun virkelig er psykisk syg, selvfølgelig ser man det også ekstra meget fordi programmet er klippet sammen som det er, jeg håber alt det bedste for hende i tiden fremover.
Men udsendelsen fik mig til at tænke over sammenhængen mellem psyken og vores madindtag. Jeg ved jo godt, at min overvægt er kommet af, at jeg har spist for meget og forkert mad. Det er ingen andres skyld end min egen. Desuden er hormoner og jeg ikke gode venner og den seneste graviditet har da sat sine spor. Men jeg kender vejen frem, og jeg ved hvordan jeg kommer i mål. Der er ro i mit liv og jeg har ikke brug for at trøstespise længere.
Jeg indrømmer gerne at det væltede for mig, da min tidligere mand og jeg gik fra hinanden. Jeg vidste inderst inde godt at vi var vokset fra hinanden, men erkendelsen var ikke sjov.
Der er folk der ikke kan forstå, at sådan en situation kan vælte en vægttabsprocces, men det er altså en enorm stor begivnhed, hvis man bliver forladt.
Jeg mødte kærligheden igen og vi er blevet gift og har fået en dejlig datter, fremtiden ligger åben og jeg føler mig klar til at tage hul på den, denne gang går jeg hele vejen.
